Over and out

Så sluttede eventyret – Lejligheden er pakket ned, der er blevet sagt farvel til rigtige gode venner, mullens skole, Ninja og vores lille ynglings-minion Vivi. Max og jeg hoppede på flyet fra Singapore for nok sidste gang (i hvert fald i lang tid) i onsdags og satte kursen mod Danmark, med 69.80 kg bagage (vi måtte have 70 kg med, så damn it, kunne da lige have haft en ekstra t-shirt med jeg sikkert ikke får brugt). Mark skal desværre lige lukke det sidste ned i Singapore, så han følger efter på fredag. Hele det her virus-hejs gjorde vi tog en beslutning om bare at tage hjem – Ingen grund til at blive derude og spille helt, når vi alligevel skulle hjem. Men jeg synes det er svært at efterlade Mark derude – Både pga virus og hele den usikkerhed, men også fordi det er ret antiklimaks at slutte så fantastisk et eventyr hver for sig – Vi rejste ud sammen, og jeg havde håbet vi ville rejse hjem sammen også. Men igen, der kommer de der små orme altså i første række. Så hjem med os, så vi var sikker på at Max ville klare frisag i alt det her.

Der har været rimelig meget run på derude i den sidste tid – Hele det her sælge hus/købe hus projekt har virkelig revet tænder ud, og det var faktisk fareturende tæt på det hele gik i vasken for et par uger siden, da køber af vores gl. hus i Allerød trak sig for aftalen, og så kunne vi jo heller ikke købe det hus vi havde forelsket os hovedkuls i. Heldigvis fik vi med lidt hjælp fra hist og her, enderne til at mødes alligevel, og vi kunne tirsdag den 11. feb kl 22.45 Singapore tid kalde os husejere at vores fremtidige familiehus, for der var salget af vores hytte i Allerød endelig gået igennem. Jaja, vores nye hus er måske en lille smule ALT for stort, men så er der bare ekstra god plads til venner, legekammerater og familiebesøg! Så vi glæder os som sindsyge til at vi kan overtage huset 15.06.2020 – Den bedste tid at overtage et hus (det ville jeg have sagt om hvilken som helst dato). Og få vores container med alle vores ting (og den ene t-shirt som jeg skulle have taget med i kufferten ;)). Men altså, et lille gratis tip – Lad være med at sælge og købe hus (der er afhængige af hinanden) hvis du sidder på den anden side af jorden med 7 timers tidsforskel. Det var så top frustrerende! Derimod, står du og mangler en god mægler i nordsjælland, så kan vi altså virkelig anbefale Joel Tanghøj fra Realmæglerne i Hillerød. Han har fandme været en guttermand, og har båret over med en til tider lettere hysterisk trunte i røret fra Singapore. Jeg tror dog min egen mand har fået et ekstra gråt hår eller 1000 af at dele hus med mig de sidste par mdr.

Maxen satte lige spurten ind den sidste tid, og nåede sidste dag til træning at få sit 5. badge, så det var et lidt vemodigt farvel, for han var top stolt og hoppebold glad, og samtidig skulle han sige farvel til Master Josh som simpelthen har været intet mindre end magisk for Max. Og jeg stod lidt der og strittede for hvordan siger man farvel til ens drengs ninja træner når man har brugt over 70 timer deroppe – Er man på krammer eller bare et akavet farvel? Jeg valgte naturligvis det akavet farvel. Vi sagde også farvel til hans skole og alle hans venner – Og fik holdt en “afskedsfest” for alle drengene i klassen – med neon-knæklys, nerfguns, slik, krig og musik i massevis. Her kan jeg godt afsløre at jeg var relativt træt da de sidste gik. Jeg synes det var svært at sige farvel til skolen, fordi jeg var så taknemmlig for de tog Max ind da det hele faldt fra hinanden, og han simpelthen blomstrede efter han startede der. Så skal I nogensinde flytte til Singapore, har QUIPS min varmeste anbefaling! Det var lidt en oplevelse at sige farvel til Vivi – Det var selvfølgelig svært at se hende være så ked af det, men vi ved hun kommer over til en anden god dansk familie, så på den måde var det fint nok. Men hun gik altså i det helt store drama mode – hang ind af bilvinduet da vi kørte, hulkende og stortudende. Max havde egentlig taget det ok indtil da – Alle de farveller de sidste par dage havde budt på, men denne sendte ham lige over kanten, så han blev også ret ked af det. Og da vi så skulle sige farvel til Mark senere samme dag, der knækkede filmen fuldstændig. Jeg tror han havde svært ved at skelne mellem alt det vi sagde farvel til “for life” som han selv udtrykker det, og så til far som kommer hjem på lørdag – Så han var simpelthen så ulykkelig. Så mit sværeste farvel var nok da Max skulle sige farvel til Mark. Vi har godt kunne mærke på Max at han synes det var lidt svært og usikkert at skulle flytte hjem igen. På den ene side har han glædet sig helt vildt siden vi fortalte ham det (måske fordi vi (jeg) lige smed en hundehvalp ind i puljen – at når vi engang kom hjem kunne vi få en ny basse), men jo tættere på vi kom på afskedsdatoen, jo mere kunne vi mærke han blev nervøs. Han begyndte at sige “jeg elsker dig mor” mere og mere, begyndte at bide negle igen osv. Og det er jo forståeligt nok. Men heldigvis nu hvor vi er tilbage i Danmark er fingrene ude af munden igen og jeg tror ikke jeg har fået mere end et enkelte par “jeg elsker dig mor” siden vi er kommet, og han virker som om der er kommet lidt ro på igen.

Vi har efterladt Mark ude i en service lejlighed i Singapore her den sidste uge, og det er bestemt ikke super sjovt for ham eller os. Heldigvis har han nogle super gode fodbolddrenge han hænger ud med, som har været gode til at få drukket ham lidt i hegnet, de har spillet bold og hygget sig – Der er ingen tvivl om at han kommer til at savne fodbolden, men endnu mere de her gutter som han virkelig har haft det sjovt med – også selvom han er den gamle i flokken. Så hvis nogen af jer Cosmo-drenge får forvildet jer ind på denne blog, så skal I have et stort tak og en kæmpe krammer for at tage så godt i mod ham og af ham. Jeg ved han virkelig vil savne jer (I ved hvem i er)…

Nu er vi flyttet ind hos Farmor og Farfar med alt vores happengut og rod. Og jeg må sige at selvom det til dels er dejligt at være hjemme – så er det SKIDE KOLDT! Og jeg tror aldrig der har været fyret så meget op i den lille brændeovn i Allerød, men brrrrr….det er koldt og gråt. Så 50 shades of grey, bare uden alt det frække. Det er lidt syret at være hjemme for jeg kan ikke helt vende mig til tanken om jeg ikke skal afsted igen om en uges tid, så jeg prøver hele tiden at planlægge at jeg skal se folk, huske ting, købe noget med hjem osv inden jeg skal afsted igen… men jeg skal jo ikke afsted igen. Jeg er jo hjemme for good nu. Og selvom det er fedt, så er det altså også top mærkeligt. Jeg tror det hele bliver lidt mere virkeligt og rigtigt når Mark også rammer dansk jord på lørdag, og vi får vores egen midlertidig lejlighed inde i Kbh. Så vi er hjemme sammen som familie, og starter et friskt nyt kapitel i vores liv.

Men – det betyder jo også, at nu er Giraffens Eventyr – Singapore tur/retur kommet til en ende. For nu er Giraffen retur. Så tak til alle dem der har læst med, sendt beskeder, kommenteret og gidet at være en del af vores liv i Singapore.

Så Giraffen er nu officielt – Over and out ❤

Continue Reading

Should I stay or should I go now…

Wuhan – Jeg ved ikke helt hvad det er for en størrelse vi er oppe imod herud i Singapore. Jeg har indtil videre egentlig taget det relativt stille og roligt, og tænker også der er ingen grund til panik medmindre man får andet at vide (velvidende at man med 99,9% sikkerhed ikke har de mest korrekte informationer fra Kina så man ved måske ikke helt hvad man snakker om) – Men selvfølgelig skal man være ekstra opmærksom, og ingen grund til at vade ind på det mest skumle wetmarked og bede om en kinesisk specialitet. Når det så er sagt, så siges det samtidig at dem der bliver ramt er både de ældre og børn – Ergo, er både Max og jeg i farezonen ;). Det gaaaaas, men selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på sine børn i sådan en her situation. Det er så syret og så sært at opleve sådan et virus angreb på “relativt” tæt hold. For rationelle mennesker panikker i 40 afdelinger, der hoardes madvarer og toiletpapir som om der ventes at 3. verdenskrig er lige om hjørnet.

På Maxens skole får de deres temperatur taget flere gange om dagen, og fieldtrips og andre større arrangementer med flere mennesker samlet på et sted er aflyst, og i dag blev Mark også scannet da han skulle ind i sin bygning på arbejdet. De har lukket en helt bygning og sendt alle hjem, fordi der var en der havde været smittet på en af etagerne. Så det bliver taget alvorligt herude. Jeg kan bare ikke helt finde ud af om jeg er hende den dumme, der absolut ikke forstår alvoren eller om jeg er nogen af de få rationelle mennesker tilbage herude. Jeg synes dog, at de danskere og scandinavier jeg snakker med har lidt samme holdning som mig, hvilket altid er en trøst. Men jeg indrømmer da også gerne, at jeg har udnævnt mig selv som Marks taxa chauffør for jeg ser absolut ingen grund til at han skal stå i en crowded metro hver dag – Så hellere lige bruge den tid på at hente/bringe. Fra MoM (Ministry of Manpower) er der blevet sendt en mail ud, at os der har hjælpere bør se om man kan finde en løsning med dem, så de ikke nødvendigvis går ud om søndagen når de har fri, fordi de oftest mødes i store forsamlinger, og derfor kan smittefaren være større. Og så igen, så synes jeg jo vores hjælper er ret fornuftig, og vi har snakket om hun skal være ekstra opmærksom, så det tror jeg bestemt også hun er.  Så skal man lade frygt vinde over fornuft. Eller er det fornuftige bare at tage benene på nakken og komme hjem. Jeg afventer lige og ser de næste par dage – Hvis de lukker skolerne eller går i Zone Rød, så er vi i hvert fald dem der er out of here…

Continue Reading

Vi slog op…

Jeg har igennem den sidste (nok alt for laaaaaaange) tid været igennem et mentalt break-up med Singapore, og er langt om længe kommet ud på den anden side – Som i waaaaay out på den anden side. Jeg vil mene jeg i den forbindelse nok har været igennem samtlige “faser” man kan læse om på nettet, i forbindelse med sorg/tab. Der er ingen tvivl om jeg i hvert fald lige besøgte Denial, da jeg åbenbart havde totalt måske-øre på da Mark begyndte at tale om risikoen for vi måske skulle tidligere hjem end forventet, og det alligevel kom som et chok for mig (Og det ved jeg fordi han efterfølgende sagde “jamen hørte du slet ikke hvad jeg har sagde den sidste tid?” Øh jo, lidt men jeg troede jo ikke nødvendigvis du vidste hvad du snakkede om, bare fordi det er din verden og dit arbejde. Måske vidste jeg ligesom lidt bedre… Det gjorde jeg så ikke).

Jeg har absolut også lige hilst på Anger – For for fanden hvor var jeg sur på et tidspunkt, som i at Singapore kunne hænge sig, jeg synes hele situationen var en skiderik, jeg følte jeg havde miste min hund til Singapore, jeg synes Marks arbejde var tarveligt for hvordan kunne de bare smide os hjem når kontrakten ikke var udløbet, jeg havde mistet dyrebar tid med min morfar, synes min tid herude havde været spildt, og mit liv bare var overfladisk (jaja, der var gas på drama’et i mit hoved).

Mit korteste besøg har nok været i Bargaining – For der var sgu i bund og grund ikke så meget at forhandle om/med, og mine spæde pip blev bare mødt af et nej, det kan vi ikke. Så så var den ged ligesom barberet.

Depression er måske lidt hårdt sat op, men jeg har absolut været igennem en følelse af afmagt, hvad skal jeg gøre nu, hvad med job – finder jeg et igen, er jeg overhovedet god nok, nu skal vi (og med vi mente jeg mig) forfra og blah blah blah…I bund og grund godt og grundigt ondt af mig selv.

Men nu er jeg så kommet til det sidste punkt på den følelsesmæssige rutchebane, og jeg skal da ellers love for det har meldt sin ankomst for fuld udblæsning. Acceptance. Jeg har ikke alene accepteret vi skal hjem (kunne ligesom heller ikke gøre så meget andet, men la nu det ligge), men jeg glæder mig som et lille barn til at komme hjem nu. Jeg er SÅ klar til at komme hjem, få en NORMAL hverdag tilbage, få frisk luft i lungerne når jeg trækker vejret, løbe en tur i skoven, gå kold i Netto over hvad der nu skal laves til aftensmad, og have mit eget hus/sted (det er så lige en helt anden historie), bo et sted hvor der ikke er kakerlakker i bilen, kryb i lasagnepladerne osv. Og sidst men ikke mindst – jeg glæder mig til at være uden hjælper, hvor utaknemmeligt det end lyder. Men nu hvor vi ved vi skal hjem, så er det simpelthen ved at drive mig til vanvid at have en vimsende rundt om mig hele tiden. Og hun er så sød, god til at lave mad, og har virkelig hjertet på det helt rigtige sted. Så der har ABSOLUT intet med hende at gøre. Jeg trænger og glæder mig bare til at komme hjem til virkeligheden og til at være alene hjemme når jeg er alene hjemme – Og til at det bare er os 3. Men jeg er jo ikke helt naiv. Jeg ved godt at jeg bliver ramt af en kold klud når jeg står hjemme i DK, det er møg koldt, det roder, tøjet har ikke mirakuløst vasket og strøget sig selv, og hverdagen bliver fuld af leverpostej og logistik igen, og jeg savner alt ved Singapore og de helt fantastiske fede oplevelser vi har haft herude. Men den tid den bekymring – Lige nu tæller vi ned (Mullen og jeg). Og der er lige præcis 24 dage til vi hopper på flyet..

 

Januar måned har der været så meget run på herude – Vi kom hjem fra Danmark 31. dec, og den 2. januar fik vi så besøg af hollandsk familie. Det var super hyggeligt, og de var så nemme gæster – de rejste mandag aften, og onsdag aften landede så min tossede veninde og hendes mand. Og selvom de bestemt også var nemme gæster, så var det altså lige en anden kaliber og et andet tempo der blev lagt for dagen. Det var simpelthen så fedt at de kom herud, og så hvordan vores liv er i Singapore, for som de også rigtig nok sagde, man forstår det ikke helt til man har været her. Jeg tror også at deres besøg gjorde jeg bare savnede Danmark endnu mere, eller i hvert fald det der betyder noget i Danmark – Venner og familie. Dem der kender en mere end bare de par første lag, dem der kalder bullshit når man prøver at stikke afsted med et eller andet og dem hvis kram bare varmer ekstra meget.

Men da Marianne og Thomas var herude, skulle vi selvfølgelig lige vise dem Singapore by night – og vi havde en fest! Den involverede blandt andet en partybus Marianne og jeg hijackede hvor vi overtog gæsternes karaoke udgave a “Shallow”… Hvis øjne kunne dræbe er jeg ret sikker på, hende den kønne pige med mikrofonen der bare havde glædet sig hele aften til duet med bussens hunk, havde dræbt os på stedet. Han synes derimod det var vældig morsomt… og det gjorde de omkringstående tilskuer der viste sig at have filmet Mariannes og min optræden også… Som man jo siger… man har kun det skæg man selv sidder på…

Vi har fundet et nyt sted til vores skønne hjælper, og jeg er sikker på det bliver rigtig godt for hende. Det er også en dansk familie der bor her på Sentosa og jeg er så glad for jeg ved, hun lander et sted hvor det er nogen der vil tage sig godt af hende. Vi har gang i den helt store oprydning, så vi ikke slæber alverdens lort med tilbage som aldrig vil blive brugt, der er blevet fundet midlertidig lejlighed i København der står klar til os når vi lander i DK, og så har vi hele vores sælge/købe hus show som føles som en never ending story lige pt. Men mere om det, når der er noget mere konkret at fortælle 🙂 Lige nu er det primært en kilde til grå hår, en smule hysterisk tonefald hos undertegnede og en relativt træt (af mig til tider)mand…

Men forhåbentlig går det hele SNART op i en højere enhed… Fingers crossed!

Continue Reading

Mentalt hjemløs

Vi er stort set lige kommet tilbage til skønne og VARME Singadusen efter en lang juleferie i det kolde danske som har været fyldt med alt det gode; venner, familie, mad og drinks i banevis. Så slet ikke noget at klage over (udover de 4 kg som har sneget sig med hjem, som jeg ikke husker at have bestilt, damn you skumjulemænd) Den sidste hjemtur til DK nærmer sig, og selvom jeg egentlig synes Mark og jeg kom rigtig langt i de få dage vi havde sammen derhjemme, så er vi stadig ikke rigtig i mål på noget. Vi fik så godt som solgt vores hus til den pris vi havde sat og blev enige om alle de praktiske detaljer, og det er super fedt. Men der er ikke kommet den endelige krusedulle endnu pga jule-fri-dagene. Vi forelskede os hovedkuls i et alt for dyrt hus, men skal lige have alle enderne til at finde sammen før vi byder på det, og jeg er panisk for det ryger for næsen af os, og samtidig har jeg på fornemmelsen at ejendomsmægleren bare driver rovdrift på os fordi jeg var verdens gladeste hoppebold da jeg gik rundt inde i huset, og han ved vi kommer hjem og har brug for et sted at bo. Jeg prøvede at spille cool, men det gik sgu nok ikke helt efter planen 😉 . Jeg fik interviewet skoler til Mullen, og jeg troede egentlig vi havde besluttet os, men er nu kommet lidt i tvivl igen og overvejer en helt tredie mulighed. Jeg mødtes med en ven der måske kan hjælpe mig med noget arbejde når vi rammer DK, det er top spænende men intet konkret endnu. Så rigtig mange fede ting, men endnu ingen fugle i hånden. Men jeg synes jeg er KLAR til at komme hjem til en normal hverdag, og så alligevel er ingenting rigtig klar endnu til vi kommer hjem.

Og herude skal vi til at pakke vores sidste to år ned og sige farvel – Vi skal have sagt farvel til vores sødeste hjælper Vivi inden længe, og så starter crazyness ellers for fuld udblæsning. Vi skal allerede være ude af vores lejlighed den 24. januar og flytte over i en service lejlighed – På det tidspunkt har der været flyttetfolk og pakket hele hytten ned. Inden da, får vi naturligvis også lige to hold gæster – det første lander i morgen og tager afsted den 6. januar og så kommer min skønne veninde og hendes mand den 8. januar og bliver i en uge. Og så er der kun 1 uge til vi skal være ude af lejligheden. Jeg tror slet ikke, vi når at opfatte hvad rammer os, og pludselig er vi tilbage i Danmark, hvor vi også skal starte med at bo i noget midlertidig bolig, som nok bliver meget sporadisk indrettet, for vores container med alle vores ting kommer først midt/slut marts. Så jeg føler mig lidt mentalt hjemløs – Men der er jo intet der er så skidt det ikke er godt for noget…

Heldigvis har mullen totalt optur over vi skal flytte hjem – for han har savnet sin farmor og farfar helt vildt, så han brød ud i en slags glædes sang/dans på bagsædet af bilen. Han troede dog i første omgang vi skulle bo hjemme hos farmor og farfar, og blev en anelse skuffet da vi sagde at det gik nok ikke i længden. Jeg er dog ikke helt sikker på han har forstået konceptet helt, for jeg prøvede at spørge ind til om han ikke ville savne sine venner, skolen, Ninja osv, hvortil han svarede at vi kunne jo bare komme på besøg i weekenderne. Man er vel en frequent flyer.
En anden ting der nok også hjælper lidt på lysten til at komme hjem, er snakken om vi måske skal have en lille hundehvalp igen når vi en dag får vores eget hus. Det går han meget op i – at det skal være hans hund, han skal hjælpe med at gå tur, give mad osv. Og nej jeg er ikke så naiv at jeg tror på det reelt kommer til at ske, hvis der lander sådan en lille terrorist i hjemmet igen. Så pt er vi (Mark og jeg) i forhandling. Jeg er jo totalt Golden Retriever fan og synes det er den lækreste hund hands down. Meeeeeen jeg kan også godt se han er stor, og fylder og sviner meget. Så nu leger vi med tanken om en mindre model – Jeg har kigget lidt på en sort cockerspaniel men bliver lidt skræmt af der står på flere sider de ikke kan være alene i længere tid. Hvad er længere tid? 1 time? 8 timer? 12 timer? Man skal jo gerne kunne arbejde, selvom man har en hund😏…. Så hvis nogen ligger inde med lidt insider-info om racen må I meget gerne dele.

I går var jo nytårs aften, og selvom vores aften ikke gik som planlagt da vi skulle have været til fest hos nogle venner, så havde vi en hyggelig aften bare os 3, som gik med at kigge på plantegninger og tilstandsrapporter. Jaja, kald os crazy – vi lever livet på kanten! Desværre ser det ud til at Mark er væltet omkuld med et eller andet  – han har haft ondt i halsen de sidste par dage og med for lidt søvn i DK, en gang jetlag og gårdagens nervepirrende tilstandsrapporter, så er han simpelthen game over i dag. Så kl er snart 14.30 herude og han har endnu ikke været oppe. Så kære 2020 – Det kan godt være du starter med at cirkelsparke min herre-meget-yngling i gulvet, men du kan bare komme an! Vi er klar til hvad end du bringer… 💪

Continue Reading

Singapore tur/retur – Hurtigere end regnet med…

Den sidste tid har jeg været en store følebolle. Med en kæmpe hundesorg i hjertet, kom der endnu en stor ting bankende ind fra højre. Vi skal hjem fra Singapore, og det er lige om snart. Som i “we are out of there” inden 1. marts. Vi har haft på fornemmelsen i et stykke tid at der var noget under opsejling, men intet var 100% sikkert før det blev officielt meldt ud i torsdags. Nordea vælger at fokusere på US og Europa og lukker derfor Markets ned i  Asien, og vi ryger derfor retur hvor Mark så skal hjem og arbejde i København igen. Måske fordi vi har haft på fornemmelsen at der var noget under opsejling, så har vi (og med vi mener jeg mig) allerede været igennem alle mulige niveauer af følelser, fra frustreret, ked af det, sur, til nu faktisk at være helt afklaret og bare gerne vil have det eksekveret og komme hjem. (Det kan så nok nå at ændre sig 1000 gange) Det der kom mest bag på os, var nok mest hvor kort tid vi har tilbage, jeg havde nok troet at de bare ville sende os hjem efter de 3 år som kontrakten lød på (dvs uden forlængelse), og så var den prut slået, men den prut blev så slået lidt tidligere end forventet. Så nu skal planlægningen i gang. Vi har jo på nuværende tidspunkt et fuldstændig håbløst hus i Allerød, som vi har lejet ud indtil Oktober 2020, og det var meningen at når vi engang kom hjem, så havde vi forhåbentlig haft tid til at rive det ned og bygge et nyt. Men nu fordi vores hjemrejse kommer tidligere end forventet, så er vi lidt hjemløse og dem der bor i vores hus var desværre ikke villige til at fraflytte før aftalt. Men det har måske været en hjælp forklædt som endnu en udfordring, for nu har vi taget en beslutning om at sælge Allerød og finde et nyt hus og “starte på en frisk”. For vi har fanden fisme brugt meget tid på at snakke om vi nu skulle sælge eller beholde, fordele og ulemper osv. Men på en eller anden måde er det som om denne udvikling, som vi måske ikke lige havde forudset, har givet os et skub mod en endelig beslutning. Så der er taget kontakt til mennesker, og ting sker, og vi kigger huse og skoler, og der er lidt familie Tetris der lige skal gå op. Men det er det mindste problem, for det kan jeg finde ud af. Så jeg er i planlægningsmode for fuld udblæsning. Som det ser ud lige nu, kigger vi mod Rungsted/Hørsholm både pga området og pga de skoler der ligger deroppe. Så nu må vi se, vi får i hvert fald en travl og lidt anderledes juleferie end regnet med, som er mere huskig og skolebesøg end snaps og pebernøder.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over Uno i hele det her – Kunne han have klaret det, ville alting blive bedre når vi kom hjem osv. Men desværre er faktum jo, at det ved jeg ikke, men sandsynligheden var ikke stor 🙁 . For han var top stresset over turen herud, og havde det dårligt i lang tid efter, tabte 8 kg og så kom alt det andet efterfølgende, og jeg synes (rationelt)ikke det ville have været fair at sætte en 9 år gammel hund i et bur i 16 timer, der er så ustabil og havde så svært ved at holde på alting til tider, og så bare håbe på det bedste. Når det så er sagt, så irrationelt, synes jeg Singapore er en stor fed spadser der har kostet mig en hund, og hvis vi ikke havde været derude havde jeg stadig haft Uno. Og ja, irrationelt, og ja urimeligt og ja barnligt og ja til alt mulig andet. Og jeg ved det godt. Men hvis man har aflivet en hund før, ved man også at det er svært ikke at have tanken ” kunne jeg have gjort mere”, “prøvede jeg nok”, “skulle jeg have prøvet en anden dyrlæge” osv…og selvfølgelig “Ville det være blevet bedre i DK”… Så det var svært at aflive Alto for 3 år siden, men Uno kommer til at forfølge mig længere, for tvivlen nager mig. Heldigvis har verdens sødeste Mark indvilliget i, at vi kan kigge på at få en anden lille uldtot når vi engang er landet et sted og har fået en base. Og lad mig lige sige, at rationelle Sarah har haft en helt igennem fantastisk tid i Singapore, og ville ikke bytte det for noget. Bare lige så ingen tænker jeg er en utaknemlig skiderik, for det er ikke tilfældet.

Og lige midt i alle de her følelser er vi så i Australien, nærmere bestemt Mornington, ca 1,5 time fra Melbourne. Verdens herre meget ynglingssted, altså Australien. Og ja, det var sgu svært at tage afsted med et fuldstændig knust hunde-hjerte, en annonceret flytning og massere af tanker og følelser galoperende igennem hovedet. Og tror måske heller ikke Mark synes jeg er den mest festlige rejsemakker hele tiden, men med godt selskab, god mad og vin bliver hver dag lidt nemmere. I dag har vi blandt andet været på et skønt skønt vinsted der hedder Montalto, og få helt utrolig god frokost serveret i de smukkeste omgivelser. Og så downsizer vi så lige på niveauet ift aftensmaden…Men stadig dinner for Champions!

I går aftes var vi ude på en lille ø der hedder Philips Island for at se verdens mindste pingviner komme på land. Hvis man nu så bort fra der var pakket med Asiater der endnu engang bekræftede mig I at de simpelthen til tider er verdens mest respektløse folkefærd, så var det en helt fantastisk oplevelse. Omkring 2000 søde søde små blå og hvide pingviner kom vraltende op på land, og de var simpelthen lige til at putte i lommen. Man måtte desværre ikke tage billeder, men det var en helt fantastisk oplevelse, så hvis I nogensinde komme til denne del af Australien er det helt sikkert en oplevelse værd.

På lørdag flyver vi til Perth for at nyde en sidste tur til Margaret River – Det var egenligt ikke planen vi skulle den vej denne gang, vi skulle have været op mod Sydney, Bondi Beach og Scotts head igen, men pga alle skovbrandene i Australien er hele kyststrækningen fuldstændig hazet til, og det er simpelthen ikke risikoen værd at tage den vej. Så vi ændrede vores rejseplaner og drager mod mere god vin og dejlig mad i vante omgivelser. Og vi elsker at være i Margaret River, så er sikker på det nok skal blive mere end almindelig godt.

Så vi har det godt – og vi glæder os til at komme hjem til alle vores gode venner og familie i Danmark, og glæder os over de rigtig gode venner og oplevelser vi har fået i Singadusen – Men indtil da, så nyder vi lige Australien en sidste gang….

 

Continue Reading

Det svære valg – det endnu sværere farvel

Et billede siger mere end 1000 ord

Efter endnu en weekend med opkast og dårlig mave, blev beslutningen taget kl o2. natten til i går, efter endnu en paniktur udenfor. Efter 1,5 år på konstant medicin og stadig uden at være rigtig rask, var det som om det var skruen uden ende, og han fortjente at have det bedre. Han kunne ikke tåle at komme til Singapore – Hvor hårdt det end er. Men jeg har ikke fortrudt det et sekund, for han var hvor han var elsket og hørte til, hos mig. Men i går aftes sagde jeg mit sidste farvel til Uno-fisen, og han sov stille og trygt ind mens han lå i mine arme. Smukke smukke dejlige skønne Uno-fis.

Hold kæft hvor det stinker at være voksen 💔

Continue Reading

You’re just really fat

Sandheden bliver sjældent pakket ind når den kommer fra en 5-årig – Således fik jeg den anden dag af vide af Max, at jeg var “just really fat”.. Øh, okay skat? Synes du jeg er fat? “Ja, du har sådan en stor blød hovedpude-mave”. Og der må jeg simpelthen bare indrømme, at vores dreng er en skiderik. Bevares, jeg står måske ikke hakket i granit, medmindre det kommer i en blødere udgave også, men synes måske også der er et stykke mellem really fat og granit. Når det så er sagt, så må jeg indrømme at jeg så småt har opdaget min krop er ved at gå i gammel-kone forfald, og det har jeg det altså relativt stramt (desværre ikke stram hud) med. Den der vinke-mormor arm (enhver kvindes frygt) med det sære løse hud har måske ikke 100 % meldt sin ankomst endnu, men har i hvert fald sendt en depeche afsted og varslet at der skal altså laves alvorligt mange dips i fremtiden hvis der lige skal gå et par år endnu før den sætter ind for fuld skrue. Og jeg måske også lige skal huske at takke nej engang i mellem når jeg bliver budt noget der ikke er broccoli eller blomkål… Det samme med huden på benene, den er altså også blevet lidt mystisk – Og jeg træner trods alt en del og løber meget så jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ville se ud hvis jeg ikke knoklede rundt som en besat. Måske bliver man på et tidspunkt bare nødt til at indse at der er kun så meget man selv kan gøre og at der nok desværre også er noget genetik ind over, og der er vi måske bare nogen der har stået lidt længere bag i køen end andre. En anden indikator på jeg er tre skridt fra akut alderdom er jeg den anden dag vågende midt om natten med kramper i tæerne. Hvem fanden har kramper i tæerne?

 Og jeg ved ikke hvor mange år min mormor altid beklagede sig over at have kramper i benene/fødderne når hun sov.
Jeg må indse det – Jeg er  ikke lyv-og-tyve længere. Og alderen har jeg det egentlig fint med, det er mere alle de her side effekter der ikke er inviteret  jeg ikke er pjattet med. Og så er der også en del af mig der tænker ” hvorfor fanden skal jeg løbe rundt som en sindsyg, bruge timer i træningscenteret for ikke at blive “really fat”, hvorfor ikke bare omfavne pasta, ost, hvidt brød, sukker og alkohol”, jeg er jo ved at være ved mit “mid life”, så herfra går det jo kun ned af bakke, så hvorfor ikke nyde det i fulde drag… Det evige dilemma.

 

Et andet måske ikke evigt dilemma men bestemt en ting der fylder meget i perioder er Uno-fisen. For han bliver ved med at fejle et eller andet herude, hvis det ikke er mad allergi, så æder han et eller andet så han bliver syg, får øre infektion eller noget helt andet. Og jeg kan mærke jeg til tider kæmper med tanken om det er det værd, og det er et værdigt liv for ham at være på medicin konstant osv. For jeg tror ikke på at skille sig af med en hund fordi det bare bliver lidt besværligt i en periode, men han kom ud i Juli sidste år og her 17 mdr senere er han stadig på medicin, kaster op minimum en gang om ugen og har bare en super sart mave. Og det er jo desværre heller ikke Og han har indtil videre kostet mig ALVORLIGT mange penge, i dyrlæge regninger, tests, medicin og special mad. Så hvornår er nok nok? For han er jo stadig en glad, dejlig og fantastisk hund, og bare skrive det her giver mig tårer i øjnene. Så synes det er svært og det fylder meget❤ .

Og så har vi jo vores evigt tilbage vendende dilemma. Når vi engang rammer dansk jord igen, hvor pokker skal vi så bo? Vi har jo vores grund i Allerød, Max er skrevet op til Allerød privatskole, det giver økonomisk rigtig god mening at blive, farmor og farfar er 5 min væk, og vi har de skønneste naboer. Vi har i en lang periode hældt mest mod at flytte fra Allerød, men så blev vi enige om at nej, vi bliver boende, vi får Baks arkitekter til at lave vores drømme hus til os, og jeg tror vi begge havde det rigtig godt med den beslutning. Men desværre har det været stort set umuligt for os at få dialogen kørende med Baks – Vi har haft møder med dem, de er helt igennem fantastiske og har geniale ideer, men vi bliver bare lidt bekymret når vi så efterfølgende ikke hører fra dem, medmindre vi kimer dem ned, bombarderer dem med mails og brevduer. For hvordan bliver det så i selve byggeprocessen, især hvis vi sidder herude og skal være on-top og have styr på det hele, så har man altså brug for der ikke er 1-2 mdr svartid. Så det har rokket lidt ved vores beslutning, så lige nu har vi lidt åbnet ballet igen. Så nu må vi se hvad der sker.

På torsdag tager vi ENDELIG til Australien igen 🙂 Mit herre-meget ynglingsland. Vi skal prøve noget nyt denne gang og flyver til Melbourne og så tager derfra til Mornington, som skulle være mad&vin-mekka, og hvis der er noget vi er gode til er det vin og mad. Planen er også at tage til en lille ø ikke langt derfra der hedder Philips Island hvor der skulle være de sødeste små pingviner der kommer på land hver aften – Så det tror jeg Mullen ( og mig) vil elske at se. Meningen var vi skulle være kørt roadtrip op til Sydney og til Scotts Head hvor vi elskede at være sidste år, men pga skovbrandene tør vi simpelthen ikke, og hazen er absolut ikke til at spøge med. Så vi har her i sidste øjeblik ændret vores planer, og flyver stadig til Melbourne og oplever hvad det områder har at byde på, men flyver så derfra til Perth og kører til Margaret River og nyder god mad og vin der i stedet. Der har vi også været før, og der boede vi på et farmstay som Max elskede for der gik løse dyr rundt og man kunne være med til at fodre dem. Så mon ikke vi ender der igen 🙂 Det skal i hvertfald nok bliver fedt, selvom det ikke er den tur vi havde planlagt.

Jeg ved godt jeg siger det tit – men det er vildt så hurtigt tiden går. Denne weekend er den sidste weekend vi har i Singapore, inden vi tager hjem til Jul, og Mullen har 8 skole dage tilbage i år. Og så er det pludselig 2020 – Så må vi se hvad det år har at byde på, det skal nok blive godt ligemeget hvad 🙂

Continue Reading

Max the brave…

Der er rigtig mange ting der kan drive mig til vanvid, forundre mig og få mit indre jeg til at implodere 400 gange om dagen herude. For asiaten er sgu et sært folkefærd – og ja, jeg ved godt jeg skærer alle lidt over den samme kam lige nu, men sådan er det! 😉 Serviceniveauet er en ting – det kan være lidt en dreng eller en pige. Enten så er de skråtråddent håbløse, ligeglade og værdiger dig ikke et blik eller også så er de på dig full on, selvom du prøver at sige du bare lige kigger lidt, og så vil de mersælge, upsælge (ikke et ord tror jeg), tilbyde dig en pakkeløsning, tilføje dig på WhatsApp osv. En anden ting er deres hår. Og her mener jeg ikke selve frisuren men hårets evne til at befinde sig alle andre steder end deres hoved. Når man lider lidt af “Andres hår-forbi”, så er det altså lidt skræmmende at der simpelthen ligger hårtotter på toiletter, i håndvaske, i den maskine man bruger til at tørre hænder – ved ikke om de bruger den som føntørre, for at få lidt ekstra fluff i toppen ala denne nuttethed? ..  Jeg ved hvis jeg prøvede samme stunt ville jeg nok ende lidt mere alla konge-pudlen herunder.

Selv i prøverum ligger der hele og halve parykker af sort hår – Jeg har det virkelig stramt med det, og ligner en der leger jorden er giftig for ikke at røre det, ikke engang med mine sko.(Jaja en fobi er en fobi) Og så er der noget med hastigheden. Jeg mener ikke når de sidder bag rettet, som er en helt anden snak, for der hersker anarki og pure crazyness, men jeg mener når de går. Jeg lider egentlig ikke af road rage, men har herud indset at jeg lider af “hold nu kæft hvor går I langsomt”-rage. Jeg ved ikke om det er fordi mange af dem ikke løfter fødderne når de går, så det sådan næsten slupre når de kommer gående, eller fordi de har travlt med at fange Pokemons eller det er rent genetik – For der er ingen tvivl om, hvis det gælder den sidste plads i bussen eller metroen, så kan de godt få fart på.

Men fair skal være fair – der er til gengæld også nogle ting der bare fungerer super fint. Jeg har lidt af migræne i mange år ( siden jeg var omkring 18), og har egentlig haft det ok under kontrol, men herude er det som om anfaldene kommer oftere og slår mere. Så for et par uger siden var jeg endnu engang på hospitalet fordi mine normale migræne piller ikke virker – Og selvom det var midt om natten og der var relativt mange mennesker i venteværelset så gik det simpelthen lynhurtigt med at få set en læge, få hakket en sprøjte i benet og komme til overvågning indtil de var klar til at sende mig hjem. Det samme gælder når det kommer til Unofisen, som i princippet er faldet rigtig godt til herude, men som har noget mad allergi, og nu også har fået noget infektion i øret. Bevares, jeg har smidt en mindre formue i ham, til en mand jeg absolut ikke ville tro vidste en fløjtende fis om noget, men manden kan sit shit. Og man kan få fat på dem mere eller mindre 24 timer i døgnet på WhatsApp. Og det er altså rart når man står med en hund der knækker sig i stride strømme midt om natten pga medicinen han fik for øret. Dagen efter var det lidt som at have et sygt barn der bare gerne vil hænge på dig – så det var en blanding af super hyggeligt og ekstremt varmt…

Vi har haft besøg hjemmefra Danmark og det var skønt – Først have vi Bobs og Lærke på besøg ( Marks lillebror og kæreste) og derefter kom farmor og farfar. Jeg indrømmer gerne, at selvom jeg savner dem alle så var 17 dage med gæster non-stop nok lige i overkanten for mig, for jeg var træt tilsidst. Og det er ikke fordi de ikke er gode gæster (noget man bliver meget bevidst om når man flytter langt væk og få venner og familie på besøg – Der er stor forskel på gæster! ;)), de har været her før, skulle ikke underholdes og var som sådan selvkørende. Men når man nu er vant til at have meget tid alene, og faktisk elsker at være alene, så var det til sidst reserve pumperne der kørte. Og vi kunne også mærke på Max til sidst at han trængte til at få noget “hverdag” tilbage. Men Farmor og jeg fik gået nogle lange ture og vendt verden lidt, og en gang i mellem er det altså rart at snakke med noget “gammelt” (og nej ikke alderen, farmor ;)), men at snakke med nogen der kender en mere end bare baseret på det sidste år eller to, og som kender os som familie på godt og ondt.

En ting jeg er vild med herude er Maxens skole. Og selvom deres ambitions niveau er en tand højere end hvad jeg egentlig lige synes er nødvendigt for et dansk barn, så fokuserer de også rigtig meget på værdier og egenskaber hos det enkelte barn og dets kammerater. Så den anden dag jeg hentede Max, havde de alle lavet en lille Unicorn hvor de skulle skrive hvad de elskede ved dem selv…

Og man kan sige mange ting om Max og hvilke fantastiske kvaliteter han har – For han er det mest omsorgsfulde, kærlige, venlige, følsomme, søde, sjove lille væsen – Men modig er nok ikke et af de tillægsord jeg ville bruge. Men jeg elsker at han selv synes er modig, og at de i skolen får ham til at sætte ord på nogle af de gode kvaliteter han har.

En ting der har overrasket med ved Max er hans viljestyrke til at blive bedre – Selvom det tit er forbundet med lidt tårer, lidt dårlig selvtillid og en smule drama. Men vi fik af vide fra skolen at Max ikke var helt up to speed med at kunne læse/skrive og at han skulle øve sig. Og han har knoklet som en besat for at blive bedre, og det kan virkelig mærkes og det er så fint at man kan mærke hvor stolt han selv er, når han fortæller hvad de forskellige ting starter med osv. Det har uden tvivl hjulet at jeg fandt en app der viste sig at være genial til at lære bogstaver og læse, og det er udformet lidt som et spil, but whatever works – Han er så vidt jeg ved mere eller mindre på niveau med de andre nu, og det kom indenfor et par uges “kamp”. Et andet sted hvor han virkelig har overrasket os, er hans commitment til sin Kung Fu træning – det er bare bomben i øjeblikket, og han træner og øver hjemme på fuld udblæsning for at blive bedre og få flere badges af Master Josh. I går var en stor dag for ham og de andre små ninjaer, for der var kamera hold på der skulle filme dem til ære for den Grand Master der har stedet, og det blive vist så vist i kinesisk fjernsyn på et eller andet tidspunkt, så jeg håber de sender os linket så vi kan se hvordan det ser ud når det er blevet redigeret osv. Så nej – Modig vil jeg ikke sige han er … Men han er en sej lille cookie ❤

 

Continue Reading

I bedste influencer stil….

er jeg blevet spurgt af UTROLIG MANGE om jeg ikke snart laver en ny opdatering. Det er jo løgn, der er en enkelt eller to der har spurgt om jeg ikke snart fik sat mine små pølsefingre til tastaturet igen, so here it comes. Det er jo ikke fordi der ikke sker noget herude, men indrømmet, der går hverdag i det, og selvom der stadig mere eller mindre dagligt er ting hvor man tænker “Holy shit- det sker kun i SG”, så er det jo efterhånden bare blevet normen, så det virker ikke så ekstremt som det gjorde i starten hvor jeg konstant rendte rundt med måbende udtryk i ansigtet. Det der pt giver mig lyst til at bitch-slappe nogen med en våd berlinger er de her Sentosa mødre herude, som altså giver den allerbedste øko-bøko-tinfoil-hat-spelt-østerbro-mor baghjul for fuld udblæsning. Halloween er jo på vej, og det skal jeg da ellers lige love for kan sætte ramaskriget i gang. Sukker er jo vores fælles fjende ( det memo fik jeg så ikke lige), så derfor skal vi jo tænke i alternativer til treats. Bevares, det kan jeg jo til dels godt være enig i, men derfra knækker filmen altså også… For følgende blev delt og modtaget med kyshånd (og ikke den lussing den fortjente)… Og der må jeg simpelthen sige – Seaweed i sig selv er sgu ikke en halloween snack. Nu stopper i fandme! Great idea? WTF? Og så rundede chatten selvfølgelig også nut allergies – hvilket til dels er fair nok, men come on vi er en lille ø med mange mennesker på – tvivler på at folk hvis børn ikke har allergier står og tænker på de skal give treats ud til flere hundrede unger, som skal være nut, gluten, soy, dairy free… Men måske derfor Seaweed har sin berettigelse… Donno – vi kører halloween ind med fuld fart på sukker og diverse E-numre. Men den stoppede jo ikke der – Næste kapitel i kampen mod det onde slik var jo at der er palm oil i slikket og det bidrager til den Haze vi har herude. Så tilbage til Seaweed, åbenbart.

Og jeg tror nu ikke at alene Halloween slik i sig selv er kilden til Haze – og jeg skal være den første til at indrømme at jeg før har været lidt ” jaja, hvor slemt er det egentlig lige det forurening herude”… Men det er sgu noget være møg for at sige det lige ud. Luftforureningen herude har ikke været så slem i 3 år, som den har været her i september. Det var så slemt at udendørsaktivteter for børn og voksne blev aflyst fordi det var decideret sundhedsfarligt at indånde det, Max var stort set ikke ude for en dør i 2-3 uger og det er i bund og grund bare mega klamt og uhyggeligt. For der er (så vidt jeg har kunne læse mig til) forskellige parametre der spiller ind  – Der er den synlige som i bund og grund er klam nok i sig selv, men ikke er “dødfarlig”… Og så har man så satanen, de små partikler som er så små at de er stort set umulig at holde væk, som hedder 2.5. Og de giver så astma, lungekræft og andre hyggelige følge sygdomme. Så vi har været i mere eller mindre lock-down herhjemme, og fået indkøbt air-purifiers til den store guldmedalje som renser luften i hjemmet.

Heldigvis kom F1 til Singapore – og Singapore har ikke råd til at vejret er skidt i den weekend, så som et mirakel så faldt forureningstallene stort set på klokken da F1 åbnede. Og vi så solen for første gang i et par uger. Det var stadig ikke super godt og man skulle nok ikke løbe en marathon i det, men det var til at opholde sig i. Og med F1 kom også Sarah og Kristian til Singapore – og det var lige så fedt som Haze var ufedt. De havde været herude i Januar men dengang med deres to krudtugler og så er der altså ikke helt så meget “voksentid”, så da Mark og Kristian i lidt tid havde gået og drømt om det kunne da egentlig være fedt hvis de kom ud til F1, tog Sarah og jeg over, og svip-svap-svup var der booket flybilletter, købt F1 billetter, bestilt Free Flow Champagne brunch på Fullerton osv. Og det var en helt igennem genial weekend. Det var simpelthen så sjovt, fedt og dejligt at have dem på besøg, hvor det var uden børn for Max var jo i skole om fredagen, og om aften røg vi på Cava-bar, lørdag hyggede Mark, Max og Kristian med at slå nogle golfbolde mens team S & S passede på en solseng, og så hawker food og musik om aften og så ellers en over nakken søndag. Hvad med Max spørger den bekymret læser måske? Jamen, vi bestak ham med alt mulig tænkeligt, og så hygger han sig strålende med Vivi, så han spurgte os flere gange om vi ikke snart skulle afsted igen. Og så holdt vi ham hjemme fra skole mandag til en stor men utrolig stille hygge-tømmermands-dag inden Kristian og Sarah rejste hjem om aften. Tror egentlig det her beskriver dagene meget godt…

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er stoppet med at arbejde herude  – Det gav simpelthen ikke mening for mig til sidst. Jeg brugte urimeligt meget tid på at lave noget jeg endte med ikke at synes var super sjovt pga dem der havde ansat mig absolut ikke var enige i hvad de synes jeg skulle lave, hvordan det skulle laves, hvad formålet var, plus de havde absolut ingen penge at gøre godt med osv. Og til gengæld var lønnen elendig. Jeg arbejder gerne til elendig løn herude hvis jeg så synes det er mega sjovt. Men det endte det med ikke at være. Så nu er jeg gået i gang med at “selv-undervise” mig i Photoshop ( gået all in på bøger og nørderi), har taget noget Foto undervisning osv 🤓

Jeg er nok ikke lige der hvor jeg kan kalde mig ekspert endnu, men jeg laver noget ondt word-art hvis det kunne friste.

 

Det har faktisk været helt helt hyggeligt at få griflet lidt på bloggen igen, så hvem ved – måske går der ikke 3-4 mdr før næste indlæg.

Ciao 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Continue Reading

Hvor bliver tiden af?

Max havde sidste skoledag i torsdags. Det er så vildt at tænke på at der allerede er gået et skoleår. Et år hvor han har udviklet sig helt utroligt, er blevet så stor, selvsikker, god til engelsk og røv irriterende. For hold nu op hvor han tester grænser af, og det mest brugte ord i vokabularet er “unfair”. Altså – alt er unfair. Medmindre han får det præcis som han vil have det, når han vil have det er det bare sooooo unfair. Og det bliver gerne understreget med gråd og en trampen væk. Og når jeg så beder ham pænt om at lukke døren ind til værelset fordi jeg ikke gider høre på han græder over ingenting, bliver døren godt nok lukket, men der bliver skruet op for volumen på gråden. Så en slags win win eller noget. Jeg håber det har mere at gøre med at han er metal-træt og trænger til rigtig ferie, mere end det er en fase, for hvis han bare er træt, så hjælper sommerferien forhåbentlig på det. Hvis det er en fase, skal jeg have utrolige mængder Rosé i ferien for at overleve. Altså, det skal jeg jo nok alligevel, men så har jeg i det mindste en undskyldning.

Vi bruger i øjeblikket en del tid på at snakke hus – For helt afhænging af hvordan og hvorledes det hele spiller sig ud, så har vi måske kun halvandet år tilbage herude. Vi satser nu på vi gerne vil være herude i 4 år i alt, men hvis der nu er andre planer for den gode Hr. van Daalen, så kan vi jo ende med at skulle vende hjem efter 3 år. Og halvandet år er jo lige om lidt! Jeg er bestemt ikke klar til at forlade Singapore endnu. Og er heller ikke klar til at komme hjem til Danmark endnu. Og vores muligheder med Nordea er relativt begrænset hvis vi gerne vil fortsætte vores eventyr – De har dog også kontor i New York, og det er jeg bestemt ikke lukket overfor. Mark er dog ikke helt så overbevist som mig – noget med lange arbejdsdage, transporttid osv…. så ikke så familievenligt som Singapore, men stadig… New York, Baby!! Tænker det ikke er et lukket kapitel endnu – Og til dem derhjemme der sidder og panikker nu – Det er bare ønsketænkning. Intet planlagt, ingen enighed, INTET… Og i ved hvem i er 😉

Derudover er der sket en stor ting på matriklen – Vi har endelig fået fyret Gerlie. Jeg ved godt, at det har været længe undervejs, men oh joy hvor var det rart at få hende vaffet ud. Hun blev fyret dagen efter jeg kom hjem fra Nice, og der er ingen tvivl om det kom meget bag på hende. Hun var åbenbart ikke blevet fyret før, men hey – en gang skal jo være den første. Hun havde selvfølgelig 1000 spørgsmål, om det var hende som person, om hun havde gjort noget galt osv – Og selvom jeg havde lyst til at råbe JA DIN STORE BIIIIIIIIIIIIP ind i hovedet på hende, så sagde jeg pænt, at nej det var intet med hende at gøre men vi havde besluttet os for at vi ikke havde brug for en hjælper mere, da der ikke var grund til at gøre hende mere ked af det end højst nødvendigt. Og skal jeg være helt ærlig, så havde jeg da også lige et par dage hvor jeg absolut nød bare at være os 3. MEN – så fik vi Vivi 4 dage senere ( udtales Fifi) – En lille sød sød indoneser som bare er en helt anden type – Glad, grinende, positiv og så kan hun lave mad – Hun er faktisk helt pjattet med det og elsker at prøve nye ting og har bare flair for det… så det er en helt anden dynamik der er i huset.
Den eneste lille udfordring vi har med hende pt., er at Max løber om hjørner med hende big time og hun er simpelthen så sød og mild af natur – I dag skulle hun hente ham fra skole og der var han løbet ind til frisøren (hvor de har en ipad med spil på) og havde nægtet at gå, og havde stortudende sagt at han ville klippes = spille ipad. Så jeg måtte have ham i røret og fortælle ham at nu kunne han altså godt lette måsen og gå hjemad med Vivi. Der kan jeg måske godt afsløre at jeg blev rimelig træt i ansigtet på ham, så da de kom hjem havde vi lige en snak, og der er nu lukket for tv/ipad/nintendo et par dage, hvilket nok er meget sundt for ham.

Om 12 dage vender mullen og jeg snuden mod Danmark til en lang sommerferie i det danske. Jeg har ikke helt så meget “hjemve” denne gang som jeg plejer at have – Måske fordi farmor og farfar næsten lige har været her, vi har haft besøg af venner, jeg har lige været i Nice med tøserne osv. Men… jeg glæder mig til at komme hjem og se min morfar. Og når det så er sagt, så glæder jeg mig selvfølglig også til at komme hjem til resten af familien, den danske sommer (hvis den tager sig sammen), lange lyse aftner, tøserne osv… Ej, det bliver faktisk meget rart lige at komme ud af Singa-boblen for et stykke tid… Så DK – vi ses ommelet!

 

XOXO

 

Continue Reading